Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt
 

Inklusion: Det gælder stadig om at ramme 10’eren

Opdateret d. 04-03-2019

Af Kasper Malling

Kasper Lousdal drømmer om at blive paralympisk skytte. Trods sin rygmarvsbrok har han dystet i almenidrættens breddediscipliner, og de flotte resultater er nu blevet vekslet til internationale ambitioner. Et bud på succesen: Kaspers skydning og ikke hans handicap har været i fokus.

 

 

Der sker noget med landskabet, når man forlader Struer ad hovedvej 11 og kører videre mod Thy i Jyllands Nordvestlige hjørne. Træerne hælder i vinden, mens der bliver længere mellem husene. Ubemandede lavpris-tankstationer og kræmmermarkeder ligger langs vejkanten, og de små private vindmøller snurrer i vildskab. På sådan en råkold eftermiddag befinder vi os næsten så langt fra paralympiske storbyer som Beijing, Rio og Tokyo, som man kan forestille sig. Men også kun næsten.

 

I Boddum-Ydby Skytteforening det vindblæste Thy er en 17-årig dreng nemlig begyndt at drømme paralympisk. Kasper Lousdal hedder han, og indtil september 2018 skød og trænede han primært i DGI-regi. Her konkurrerede han på lige vilkår med Danmarks øvrige dygtige breddeskytter. I almenidrætten vel at mærke. Men Kasper har rygmarvsbrok og går derfor med støtte af metalbenskinner og krykker eller kører i kørestol. Derfor blev han under DGI’s danmarksmesterskaber i Vingsted håndplukket til paraskydningen af skytte-landsholdschef Jens Møllenberg. Siden da er der ændret på ambitionsniveauet.

 

- Vi ser et meget stort potentiale i Kasper. Med det rette udstyr og den rette træning, er de paralympiske lege et realistisk mål. Allerede nu vil jeg sige, at alle stævner under EM-niveau skal fungere som træning i at håndtere konkurrencepresset, siger Jens Møllenberg.

 

Ingen berøringsangst 

Kasper er blandt det stigende antal para-atleter, der træner i almenklubber. Og med sit indtog i eliteverdenen er han nu i gang med at overhale sin klub indenom.

 

- Vi får svært ved at følge med, når Kasper fortsætter sin fremgang. Vi satser på det og må prøve at holde balancen. Kasper er altid blevet behandlet på lige vilkår med vores andre skytter, og vi må ikke have berøringsangst med personer, der er anderledes. Alle skal have de bedste vilkår, vi kan give dem, fortæller klubtræner Louise Hasager.

 

Uanset om det anderledes består i at ankomme til træning på krykker, eller i at være eliteskytte i en breddeklub, så vil klubbens frivillige trænere gøre, hvad de kan, for at følge med. Det betyder også, at klubben ikke kun har opfordret Kasper til at tage springet til paraidrættens elite, men de har også taget aktivt del i integrationen. Således afspadserede Kaspers anden klubtræner, Gert Morthorst, et par dage fra jobbet som maskinsnedker og fulgte med fra Thy til Falster, da Kasper skulle til sin første træning under ledelse af landstræner Jonas Jacobsson. Det gav Gert Morthorst en viden, som er helt afgørende for at kunne hjælpe Kasper ude i klubben. Blandt andet vidste Gert ikke noget om klassificering og om, hvilke hjælpemidler, Kasper måtte bruge.

 

- Hvis jeg ikke havde været med i Falster, havde jeg aldrig fået den viden. Vi skal videreuddanne os generelt og søge viden på paraområdet, og det gør vi gerne, siger han.

Dernæst læner han sig med tillagt alvor ind over bordet og åbenbarer - halvvejs hviskende

- den “hemmelighed”, der gælder i almen-, såvel som i paraskydning:

- Det handler om at ramme 10’eren. Det gælder for os alle sammen, siger han med et smil.

 

Paraskydning skal være synlig

Den indstilling glæder Jens Møllenberg. Han er skyttelandsholdschef i Parasport Danmark, og desuden uddannelses- og udviklingsudvalgsformand i Dansk Skytte Union (DSU). Således er han en drivkraft i inklusionen mellem almenklubberne og paraskydning.

 

- Udfordringerne ved at få para-atleter integreret i de almene klubber er, at trænerne og ledere i almenidræt ikke kan hjælpe deres atleter optimalt, når de ikke kender til klassificering. Og så har skytterne ikke en chance for at vinde noget, siger han. Han arbejder derfor på, at DSU og paraskydningen skal blive synlige for hinanden, og han mener, at DSU på den ene side skal favne endnu bredere og, at handicapforeninger omvendt har fået lov at leve lidt adskilt og isoleret.

 

De tider er under forandring, håber Jens Møllenberg. Blandt andet har DSU givet paraskytter adgang til elitetræningscentre og åbnet for plads til flere typer skytter og dermed sikret flere para-atleter et større konkurrenceudbud.

Det kræver dog også meget af klubberne. For eksempel er det afgørende, mener Jens Møllenberg, at Boddum-Ydby har sendt en træner med, når Kasper skulle skyde i pararegi. Men også en anden vigtig faktor er tilsyneladende kommet Kasper til gode. Mange handicappede atleter bliver nemlig beskyttet unødvendigt i deres møde med omverden, mener Jens Møllenberg.

 

- Jeg har oplevet at tale med unge, handicappede atleter, hvor deres forældre fuldstændig overtog samtalen. Da jeg mødte Kasper første gang, gav hans far ham et klap på skulderen og trak sig så tilbage, så vi kunne snakke sammen. Hovedet fejler jo ikke noget, og man bliver nødt til at vælge sine begrænsninger, hvis man skal klare sig selv. Et handicap er jo ikke dit liv. Det er bare sådan, det er.

 

Kan selv, vil selv, skal selv

Kasper kan selv, vil selv og skal selv, og den indstilling praktiseres i Kaspers hverdag på skydebanen. Herinde er vindens rusk blevet afløst af en konstant lavfrekvent summen fra udluftningskanalerne i det lyddæmpede rum. Efter et par prøveskud og justeringer i sigtet, går Kasper i gang. Første skud går ikke helt som planlagt. 9,8 er ikke godt nok.

 

Nyt hagl i. Dyb vejrtrækning og sekunder der føles som minutter. Det gode sigte ryger, og Walther LG-40’eren sænkes. Her er ro som i en kirke uden rumklang. Ingen rører sig, men Kaspers kinder får tiltagende rød kulør. Han tager endnu en dyb vejrtrækning og et nyt greb om riflen. Så lyder et lille plaf og luftriflen sender blyhaglet afsted. Mod 9,3.

 

- Det er ikke et skud, jeg er stolt af, konstaterer Kasper tørt og fisker et nyt blyhagl frem.

Som ender fint i skivens sorte midterfelt. 10,5 står der på skærmen foran Kasper.

- Det er sådan, man jagter guld, siger han lige så afdæmpet som før, men Louise Hasager, der står bagved, har hørt ironien.

- Blærerøv, svarer hun hurtigt og med et stort smil.

 

”Her er jeg ekstra god”

Man skal ikke opholde sig længe i klublokalet med de tre kaffemaskiner og det opretstående klaver, før man fornemmer stemningen i skytteforeningen.

Kommentarer som “er du blevet endnu grimmere siden sidst” og “hold nu bare din kæft, og kom i gang” flyver mellem trænere og skytter, og heller ikke klubbens nyslåede paralympiske håb skånes. Det diskuteres, om det er en god ide, at han bliver fotograferet til nærværende artikel.

 

- Vi forsøger at drille Kasper ligeså meget som alle de andre, smiler Louise Hasager.

Hvilket tilsyneladende passer hovedpersonen selv ganske udmærket.

 

- For mig er det fedeste, at jeg er her på lige vilkår med alle de andre. På den måde har klubben motiveret mig til at blive ved med at sigte efter den 10’er, indtil det føltes naturligt at ramme den. Når drengene løber ud og spiller fodbold, så løber jeg ingen steder. Her er jeg lidt ekstra god, og det giver mig et boost, men hvis jeg ikke blev behandlet som alle andre, tror jeg, at jeg ville føle mig... Det er lidt voldsomt at sige, at man skulle føle sig mindre værd, men du forstår nok, hvad jeg mener.

 

Det forstår man, når man har tilbragt en skydetræning i Kasper Lousdals selskab. Næste skridt på vejen mod større mål, er et klassificeringsstævne i Hannover, Tyskland. Sikkert er det, at Kasper klassificeres som en SH-1’er, men hvilken slags SH-1’er vides endnu ikke, og det er afgørende, for hvor meget støtte Kasper må benytte sig af, når han skyder. I hvert fald glæder de sig til nye udfordringer i Thy og minder hinanden om skydningens gyldne regel: Uanset om der skydes i Ydby, Rio eller Tokyo, så gælder det stadig bare om at ramme 10’eren. 

Hvordan går med inklusionen?

Flere og flere mennesker med handicap dyrker i dag idræt i den såkaldte almenidræt. Enten på særlige hold eller som enkeltintegrerede på almene hold.

I Parasport besøger vi nogle af de almenklubber, der inkluderer mennesker med handicap, og ser på, hvordan det går med inklusionen.

 

Tidligere har vi besøgt Hovedstadens Svømmeklub, hvor 11-årige Maria, der har autisme, svømmer på talentholdet (Parasport nr. 3/2018), og Lystrup IF Fodbolds store para-afdeling med omkring 70 fodboldspillere.

 

Denne gang besøger vi Boddum-Ydby Skytteforening, hvor man for nyligt har opdaget, at der er elitemuligheder for den 17-årige paraskytte Kasper Lousdal.


Seneste Nyheder

Donation til RaceRunning i Vejle
Vellykket testturnering før EM i kørestolsrugby
Hillerød Bueskyttelaug har budt velkommen til otte nye bueskytter med diagnoser
DIF søger en kommunikationskonsulent med fokus på de Paralympiske Lege
Hvem skal have Ildsjæleprisen 2019?
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

Sportsskoler 2019 - Genveje

Parasport Webshop

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster