Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt
 

Special Olympics på den helt store scene

Opdateret d. 04-03-2019

Af Jannik Lund Andersen

87 danske idrætsudøvere deltager i Special Olympics World Games, der i marts måned skal samle hele verden om idræt for personer med udviklingshandicap.

 

Først kom Pave Frans på historisk visit, og nu valfarter 7.500 idrætsudøvere med udviklingshandicap til Abu Dhabi og De Forenede Arabiske Emirater. Sammen med deres trænere, ledere og hjælpere kommer de fra 192 lande verden over for at deltage i Special Olympics verdenslegene, der for første gang kommer til Den Arabiske Halvø.

For langt de fleste danske Special Olympics-atleter er turen til Special Olympics World Games (SOWG) det første besøg i Mellemøsten. For nogle af atleterne er det ligefrem første gang, de rejser. Og for alle bliver deltagelsen i verdens største breddeidrætsevent en uforglemmelig oplevelse både sportsligt og kulturelt.

 

- Det bliver kæmpestort. World Games er beviset på, at også mennesker med udviklingshandicap kan nå rigtig langt og få store oplevelser gennem deres idræt. Samtidig er det de færreste, der rejser hjem igen, uden at de har gennemgået en personlig udvikling og har knyttet venskaber for livet, siger Parasport Danmarks delegationsleder Anette Svejstrup, der tidligere har ført Danmark til SOWG i Athen 2011 og Los Angeles 2015.

 

Værter imponerer

I juli 2015 var World Games med til at åbne verdens øjne for Special Olympics gennem imponerende ceremonier, et omfattende sundhedsprogram og livetransmissioner på den amerikanske sportskanal ESPN. Det har blandt andet ført til, at 30 nye Special Olympics-delegationer er med i Abu Dhabi. Og det er ikke bare deltagerantallet, der er skudt i vejret. Alt tyder på, at verdenslegene i år bliver de største nogensinde.

 

- Arrangørerne har lovet at skabe de største og bedste lege til dato, og alt, hvad vi har oplevet indtil videre, tyder på, at de kan leve op til det, siger Anette Svejstrup, der sammen med delegationsledere fra hele verden var i Abu Dhabi i efteråret for at se nærmere på forholdene.

 

- Faciliteterne er helt i top. Atleterne bliver indkvarteret på flotte hoteller tæt på sportsanlæggene, der i sig selv er virkelig imponerende. Selv de atleter, der tidligere har været med til World Games, kommer til at tabe kæben, lyder det fra delegationslederen.

 

Mere end sport

De Forenede Arabiske Emirater forbindes i den vestlige verden normalt ikke med tolerance og åbenhed, men Special Olympics har allerede været med til at sætte skub i en positiv social udvikling mod en mere inklusiv kultur. 2019 er erklæret ”Year of Tolerance” i de syv emirater, og World Games i Abu Dhabi er det store flagskibsevent. Det kommer de danske atleter til at mærke allerede inden konkurrencerne, når de ankommer til Ajman den 8. marts for at deltage i Special Olympics’ tre dage lange Host Town-program.

 

Samtlige 192 delegationer ved SOWG 2019 er blevet tildelt en værtsby på tværs af de syv sheikdømmer. Her får de får lejlighed til at opleve den lokale kultur, traditioner og gæstfrihed. Verdens største kulturudvekslingsprogram er dog lige så meget en mulighed for at give lokalbefolkningen et mindeværdigt og livsbekræftende møde med Special Olympics-atleterne, der kan være med til at nedbryde fordomme og tabuer om mennesker med

udviklingshandicap.

 

- Det har stor værdi for vores deltagere, og jeg tror, der er mange, der vil sige, at Host Town-opholdet er dét, der har gjort størst indtryk. Programmet er spækket med oplevelser

og indtryk for alle sanser, lyder det fra Anette Svejstrup.

 

Medaljeregn

Den 11. marts sætter Danmark så kursen mod Abu Dhabi, hvor der tre dage senere venter en skelsættende aften på Zayed Sports City Stadium. Her åbnes SOWG officielt med al den pomp, pragt og star power, værterne kan klemme ind i den tre timer lange ceremoni.

 

Allerede inden indmarchen har flere af de danske atleter dog været i aktion i divisioneringen, der skal sikre at den ugelange kamp om medaljerne bliver så fair som muligt. I de discipliner, der ikke kan måles eller times, spilles en række små testkampe, så atleter og hold kan fordeles efter sportslig evne, inden det for alvor går løs med konkurrencerne.

 

Parasport Danmark har ikke en medaljemålsætning for Special Olympics-begivenheder, hvor udtagelseskriterierne også vægter sociale og menneskelige egenskaber. Anette Svejstrup forventer dog, at der bliver mulighed for at fejre masser af metal i den danske lejr.

 

- Det sportslige niveau er grundlæggende rigtig højt i truppen, og jeg har et klart indtryk af, at atleter og trænere har forberedt sig meget omhyggeligt, siger hun.

Ved SOWG for fire år siden vandt de 69 danske atleter tilsammen 35 individuelle medaljer og 8 holdmedaljer. Den danske delegationsleder håber på et lige så imponerende resultat i Abu Dhabi.

 

- Selvom det her er breddeidræt, er der mange, der drømmer om og går målrettet efter at vinde medaljer. Heldigvis er der gode muligheder for, at drømmen kan blive til virkelighed i Special Olympics, siger hun.

Spændte atleter

Nikolaj Mortensen, atletik: Jeg ligger i hård træningslejr lige nu. Det er alt mellem 5 og 25 km om dagen. Nogle gange står jeg op og løber kl. 3 om morgenen for at nå at løbe. Jeg har så meget tøj på som muligt, når jeg træner. Det er typisk tre-fire lag trøjer. Jeg vil gerne vænne mig til varmen, så det ikke bliver et problem for mig dernede.

Michelle Hessel, fodbold: Vi vil i finalen og vinde over Rusland. Vi har efterhånden spillet sammen en del år, og vi kommer altid i finalen, når vi er ude til stævner. Og vi møder altid Rusland i finalen, og vi taber altid til Rusland. Når vi har vundet over dem, kan jeg stoppe på toppen.

 

Camilla Færk Jørgensen, håndbold: Vi skal have guldet med hjem. Ingen tvivl om det. Jeg ved, det bliver en helt vild tur. Vi er totalt klar til at rejse. Jeg synes ligesom, tiden har stået stille siden den 24. december, og nu vil jeg bare afsted.

 

Casper Wøbbe Andersen, badminton: Jeg er lidt nervøs for det hele, og om jeg bare kan nyde det at være afsted og ikke savne alt det herhjemme. Men jeg glæder mig også. Jeg har aldrig ført været til sådan et stort stævne, og jeg tror, det bliver helt vildt. Jeg vil gerne gøre det godt, men nu må vi se.

 

Lene Radha Dall, gymnastik: Jeg glæder mig bare til at komme derned og se, hvad der sker. Jeg har ikke rejst så langt før, så bare det at være med er meget spændende for mig.

Den danske trup

Parasport Danmark sender 87 atleter, 27 trænere og hjælpere samt fire ledere til Abu Dhabi. Derudover indgår fire mediefolk fra TV Glad i den danske delegation.

Danmark er repræsenteret i ti idrætter: atletik, badminton, boccia, bowling, fodbold, golf, gymnastik, håndbold, ridning og svømning. I håndbold og fodbold deltager både et dansk herre- og damehold.

 

De danske SOWG-deltagere kommer fra Special Olympics-hold i idrætsforeninger over hele landet. Region Midtjylland er topscorer med 28 deltagere, mens Region Nordjylland har færrest med præcis halvt så mange.

 

Det er femte gang, at Danmark er ved med SOWG, og det er den største danske trup til dato.

Sådan følger du med

Du kan følge Danmarks deltagelse i SOWG 2019 på både Special Olympics Danmarks Facebookside, hos TV Glad, der har et TV-hold med til legene, samt på arrangørernes hjememside: 

facebook.com/sodanmark 

facebook.com/tvglad

tv-glad.dk

abudhabi2019.org

Arrangørerne forventes at launche en app til mobil og tablets inden legene. Her vil det være muligt at se detaljerede kampprogrammer, resultatopdateringer og internationale nyheder fra SOWG.


Seneste Nyheder

Donation til RaceRunning i Vejle
Vellykket testturnering før EM i kørestolsrugby
Hillerød Bueskyttelaug har budt velkommen til otte nye bueskytter med diagnoser
DIF søger en kommunikationskonsulent med fokus på de Paralympiske Lege
Hvem skal have Ildsjæleprisen 2019?
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

Sportsskoler 2019 - Genveje

Parasport Webshop

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster